Til sagsbehandleren

Vi er glade for at du kigger på Nøddebo, herunder finder du information omkring vores værdier, metoder og målgruppe.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så får du en mail når der er ledige pladser.
Vi har i øjeblikket en ledig plads til enten §107/108

Målgruppe

Nøddebo er godkendt til to forskellige typer ophold:

§107 – et midlertidigt ophold.

Det er alene den kommunale sagsbehandler fra hjemkommunen for en evt. kommende beboer, der tager stilling til om en ledig plads på Fonden Familiekollektivet Nøddebo skal tilbydes

§108 – et længerevarende ophold.

Er man bevilliget denne type ophold er der en frit-valgs-ordning, der betyder at man også selv kan ansøge om en ledig plads. Beboerens hjemkommune skal derefter godkende opholdet ud fra kriterier om støttebehov og økonomi.

Uanset om du er på §108/107 så har vi de omgivelser der tillader voksne mennesker med sindslidelser, som f.eks. skizofreni eller personlighedsforstyrrelse, at udvikle sig. Mange har flere udfordringer som misbrugsbaggrund, nedsatte kognitive evner mm., vores dygtige medarbejdere og trygge rammer er behjælpelige med at imødekomme disse mennesker. 

Vi støtter afholdenheden hos de beboere, der aktivt fravælger at leve i misbrug, derfor modtager vi ikke aktive misbrugere uanset om det er stoffer eller alkohol.

Nøddebo har plads til 7 beboere i aldersgruppen 18 år+ og modtager beboere fra hele landet.

Alle interesserede kan kontakte os for at høre mere, eller aftale et besøg.

Værdigrundlag & Mission

Værdigrundlag: 
Vores værdigrundlag og menneskesyn tager udgangspunkt i Det Humanistiske Menneskesyn –
Et hvert menneske har uendelig værdi, blot fordi det er til.
De værdier vi ønsker at efterleve kendetegnes bl.a. ved:

  • Anerkendelse
  • Ligeværdighed
  • Rummelighed
  • Respekt
  • Empati 

Mission:

Det er Fonden Familiekollektivet Nøddebo´s mission at skabe de bedste forudsætninger for, at den enkelte beboer på Nøddebo kan begynde at komme sig, og udvikle sig i retning af større selvstændighed.

Disse forudsætninger skabes bl.a. gennem

  • nære relationer
  • trygge rammer
  • rummelighed
  • struktur 

Metoder

Relationsarbjede:

Vi skaber og udvikler nære relationer mellem beboere og personale, for i sammen at opnå de målsætninger der er for den enkelte beboer. Vi tror på at det er i den nære relation, at vi har mulighed for at påvirke og hjælpe hinanden med at udvikle os som mennesker. 

Hos os får alle beboere et kontaktpersonsteam bestående af 2 personaler, som er ansvarlig for at udvikle og bevare den nære relation til beboeren, samtidigt ønsker vi selvfølgelig at den nære relation opstår og udvikles fortsat imellem alle personaler og beboere.
Kontaktpersonteamet vil sammen med beboeren udarbejde og følge op på livshistorie, funktionsudredning og handleplan. 

De følgende metoder ses som den brede vifte af muligheder der kan vælges til og fra ud fra beboerens individuelle muligheder for at nå sine mål, hvor relations arbejdet er det grundlæggende der bygges ovenpå.

Det gode liv:

Vores forståelse af Det Gode Liv er:

  • At det enkelte menneske deltager i livet og fællesskabet med de forudsætninger man har. 
  • At det enkelte menneske giver og modtager kærlighed.
  • At det enkelte menneske mærker, at der er brug for det.
  • At det enkelte menneske oplever at kunne bidrage til og skabe mening med tilværelsen.

Vi samtaler løbende, både beboere og personaler, hvordan vi ønsker at have det med hinanden, og hvordan vi sammen kan leve Det Gode Liv.

Vi tror på at Det Gode Liv er en forudsætning for at vi kan nå vores mål:  At beboere på Fonden Familiekollektivet Nøddebo lever Det Gode liv og begynder at komme sig og udvikle sig i retning af større selvstændighed, der sigter mod en mere selvstændig boform.

Vi ønsker sammen med beboeren at tage udgangspunkt i det enkelte menneske som en helhed.

Vi betragter Nøddebo som beboerens hjem, hvor personalet er der til at støtte og vejlede så både den enkelte beboer og fællesskabet trives.

Kognitiv terapi:

Kognitiv terapi handler om at blive klogere på tanke- og handlemønstre, der skaber problemer i den enkeltes liv, og finde nye, alternative måder at tænke og handle på, der kan løse problemerne.

Kognitiv terapi er effektivt til at behandle f.eks. angst eller tvangshandlinger/ritualer.

Psykoedukation:

Psykoedukation, eller sygdomslære, handler om at lære mere om sin egen sygdom. Det hjælper den enkelte med at forstå de symptomer, de oplever hos sig selv, og giver grobund for forståelse for den behandling, der er nødvendig.

Motiverende samtale:

Motiverende samtale er en samtaleteknik, der går ud på at støtte og hjælpe den enkelte til at finde svar og motivation til udvikling/forandring i sig selv.

Samtalen bruges særligt når den enkelte skal sætte mål op for sig selv, samt til at finde/genfinde indre motivation til at arbejde med at nå målene.

Jeg-støttende samtale:

Jeg-støttende samtale, er en samtaleteknik personalet anvender til at støtte og hjælpe den enkelte med at udtrykke sig og sætte ord på sine følelser mm.

Samtalen bruges særligt i situationer hvor den enkelte har det svært – det kan f.eks. være pga. angst eller frustrationer.

NADA:

NADA er en type øreakupunktur, hvor der sættes 5 nåle i hvert øre, for at afhjælpe symptomer på bl.a.:

  • Angst
  • søvnløshed
  • fysisk uro
  • psykisk uro
  • irritabilitet/aggression
  • Manglende initiativ/energi
  • stoftrang
  • abstinenser

Den bedste effekt opnås over flere behandlinger over en periode (7 uger med 3 behandlinger om ugen). Man kan også bruge NADA i akutte situationer, hvor det er den beroligende effekt der er brug for f.eks. ift. angst eller aggression.

NADA er et tilbud til alle, da alle kan have gavnlig effekt heraf. Og der er ingen kendte bivirkninger ved behandlingen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så tilmeld dig nyhedsbrevet, vi kontakter dig kun hvis vi får ledige pladser.